Aarhusianerne var mest enige med Christian, alligevel har han ingen magt i byrådet

Aarhus kandidaten Christian Baller kom højest overraskende ind i byrådet for Konservative til byrådsvalget i 2019, da han sprang listen som nr.22 på listen, og endte som en af de fem Konservative, der til slut stod med en plads i Aarhus byråd.

Af Nicklas Calvert

Op til valg er det ingen hemmelighed, at politikerne lover guld og grønne skove, fordi de gerne vil have magten. En af de politikere, der stillede med en klar vision for Aarhus, er Christian Baller fra Konservative. Han var også den politiker, som aarhusianerne var mest enige med i kandidattesten ved kommunalvalget i Aarhus. Derfor kunne man kalde det folkets sejr, da den ukendte altmuligmand fra Trøjborg, som var placeret nr.22 på Konservatives liste, sneg sig ind i byrådet som en af de blot fem konservative, der endte med at få en plads ved bordet.

Alligevel har Christian Baller (K) haft en turbulent tid i Aarhus byråd hvor han ikke syntes at han passede ind eller var ordentligt klædt på til at være

”Jeg følte mig måske ikke helt klædt på til at komme i byrådet. Jeg kan huske, der var den første uge efter, jeg var blevet valgt, der var jeg faktisk både fra og til, om jeg skulle blive. Altså når man er valgt, så kan man faktisk ikke bare lige sige nej, jeg følte jo lidt, at jeg sad i saksen,” Udtaler Christian Baller (K).

Den uerfarne politiker Christian Baller sidder i økonomiudvalget, hvor han ikke har nogen reel politisk indflydelse på politiken i byrådet, da økonomiudvalget ikke har direkte indflydelse på de forskellige beslutninger

”I mange andre kommuner, der er økonomiudvalget det vigtigst udvalg, hvor alle beslutninger skal igennem. Sådan er det ikke i Århus, her har det en mindre rolle. Vi har også kun møde en gang om måneden. Mange af de ting, som foregår i udvalget, er mere, hvor vi får nogle oplysninger og informationer om forskellige ting. Så nogen vil jo nok mene, at det ikke politisk er i så høj grad som de andre udvalg.” Siger Christian Baller.

Også borgmester i Aarhus kommune, Jacob Bundsgaard, fra socialdemokratiet medgiver, at Aarhus kommunes struktur kunne ændres for det bedre

”Der er ingen tvivl om, at vi har organiseret os på en administrativ tung måde i Aarhus, og at man næppe ville lave sådan en styreform, hvis man skulle starte forfra i dag. Der ligger en stor mulighed for afbureaukratisering her og en mere effektiv sagsgang,” udtaler borgmester Jacob Bundsgaard.

DF-politiker om chikane: Det er en del af jobbet

Selvom DF-politikeren Nickolai Hamann ofte bliver mødt af skældsord på gaden, lader han sig ikke slå ud af de tilråb, som han bliver mødt af.

Af Nicklas Calvert

At være en offentlig person medfølger ofte, at man bliver chikaneret i hverdagen. Det kan være, at man er på vej til at aflevere børnene i børnehaven eller når man sidder trygt i eget hjem og åbner sin Facebook profil. Nickolai Hamann er en af de mange kommunalpolitikere, som har oplevet chikanen på egen krop.

”Jeg er da blevet kaldt racist imens jeg har gået på gaden eller fået grimme beskeder, men det er jo en del af jobbet, så længe det ikke er personligt eller rettet imod min familie eller person, så kan jeg tage det”

Nickolai Hamann bakkes op af sin kollega i Næstved byråd Michael Perch der udtaler:

”Jeg er selv blevet forfulgt på sociale medier ikke fysisk, hvor man har den samme i nakken hele tiden. Det er selvfølgelig ubehageligt og jeg har holdt mig fra mange debatter, fordi jeg altid har haft det liggende i baghovedet. Det blev meget personligt og ubehageligt”

Rene lider af PTSD: ”Måske er det ikke resten af verden, som den er gal med. Måske er det mig?”

Rene Nicklas Wendt har været udsendt 3 gange. To gange ved den Kroatisk/Bosniske grænse og en gang i Afghanistan. Arrene fra udsendelsen vil altid sidde på sjælden, men det er ikke de fysiske ar, som gør mest ondt. PTSD tog hårdt fat om Rene og gjorde ham frygtelig at både arbejde og leve sammen med. Vennerne var væk, familien var på vej væk og Renes eneste håb var, at sluge sin stolthed og søge behandling

Rene med sine medaljer fra sin tid i forsvaret. (Foto: Nicklas)

Af Nicklas Calvert

”Hvis jeg havde trykket på den aftrækker havde du været fortid,”

En tydelig berørt Rene husker tilbage på sin tid i Afghanistan. Hans camp var i højberedskab, og fjenden kommer tættere og tættere på. I campen tombstone holder danskerne til. Rene kan ikke sove, de 40 grader og paranoiaen har sit faste greb om Rene. Han hører skridt udenfor sit telt. Med en pistol i jakken træder han forsigtigt ud, der er intet lys til at guide ham.

Veteranen går instinktivt ned på knæ for at blive mindre synlig. Han ser en skikkelse komme imod ham, pulsen stiger og han finder stille og roligt sin hånd ned til sin pistol. Skikkelsen kommer nærmere, da skikkelsen er helt tæt på, kan han se at manden er iført en ”fredag d.13” maske. Rene ser ingen anden udvej end at trække sin pistol, han advarer manden højlydt, men han reagerer ikke. Rene har besluttet sig, han forsøger at trække sin pistol, men den sidder fast i jakken. Panikken sætter ind, livet som han kender det, kan snart være slut. Da skikkelsen kommer helt tæt på ser han også Rene. Nede på knæ og klar til at skyde, skikkelsen panikker. Han forklarer febrilsk at han med nogle andre soldater, har været til filmaften og at de så gyser. Rene sitrer af raseri, han går fuldstændig amok på den amerikanske soldat.

”Hvis jeg havde trykket på den aftrækker havde du været fortid,” soldaten har nu smidt sin maske, han lægger sig fladt ned. Disse hændelser var sjældne, men stemningen i campen var presset.

Samarbejdet danskerne imellem var heller ikke rosenrødt.

Rene havde flere voldelige sammenstød med en dansk major i Afghanistan. Uroen på de indre linjer, samt den generelle sikkerhedsrisiko gjorde at man altid var i højeste alarmberedskab. Og stressen bredte sig

Rene (tredje fra venstre) og andre danske udsendte i Afghanistan. (Privat foto)

Hvorfor var Danmark i Afghanistan?

Danmark ville vise deres engagement og solidaritet med USA, hvilket var årsagen til at Danmark var tilstede i Afghanistan. Den daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, udtrykte regeringens fulde opbakning til USA, som i hans optik ikke alene var et angreb på USA

”For mig er det et angreb på hele den demokratiske verden,” Kampen var ikke USA’s alene, og Danmark skulle træde til som allieret. Ifølge statsministeren ville Danmark bidrage, hvis USA bad om hjælp til at straffe bagmændene og de stater, der havde hjulpet dem. Det havde bred opbakning på daværende tidspunkt i folketinget. Efterfølgende tilsluttede Danmark sig de militære missioner i Afghanistan, i samarbejde med en masse allierede, heriblandt UK og USA.

Første udsendelse

This image has an empty alt attribute; its file name is Naar-livet-goer-ondt-Kroatien.png
Rene på sin første udsendelse, Kostajnica 1992 (Privat foto)

Rene var på sin første udsendelse på det andet hold der blev sendt til Kostajnica i 1992, som er ved grænsen imellem Bosnien og Kroatien. Renes opgave var at kontrollere de toge der kom, samt trafikken ved grænseområdet. Små 300 meter væk fra checkpointet rasede borgerkrigen i Bosnien, og høje brag fra skud og bomber var en del af hverdagen. Rene var fører for en gruppe på 5 mand. Den lille gruppe havde for mange opgaver og ikke nok hænder. Stemningen var dårlig blandt Danskerne og stressen tog fat i samtlige mand. Søvn var en mangelvare, da de var for få mand til at rotere ordentligt rundt på de forskellige poster. De var ikke forberedt på den store arbejdsopgave, som ventede dem.

”Det var de værste 7 måneder i mit liv på det tidspunkt, folk blev såret og sendt hjem. Efter det var vi endnu færre, stadig med samme opgaver.”

I den nærliggende danske lejr var stemningen også dårlig. interne stridigheder imellem nogen af lederne og de andre soldater medførte flere voldelige episoder, hvor en af lederne bliver kastet igennem luften af en anden soldat. Stemningen var dårlig, også i Renes gruppe. Arbejdsbyrden var for stor, og det gjorde i dårlig i den lille gruppe.

Da Rene kommer hjem, er der ingen af soldaterne der siger farvel til hinanden og han har aldrig set nogen af dem siden. Ved afskedsparaden ved kasernen på Bornholm, vælger Rene at tage en taxa til Rønne lufthavn og vente i 4 timer fremfor at være sammen med dem han var udsendt med. ”det var mere behageligt.” tilføjer han, imens han puster ud

Oplevelsen i Kostajnica satte sine tydelige spor, psykisk og fysisk vold var startskuddet på en negativ spiral, hvor PTSD for første gang viser sine spor.

Veteranstøtten hjælper veteraner med PTSD

PTSD eller post traumatisk stresssyndrom, er en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis man har været ude for en traumatisk oplevelse. Det vil sige en meget voldsom eller livstruende begivenhed, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed.

Rene beskriver sine egne symptomer således, ”PTSD er som at få influenza i hjernen, jeg mærker varmen og trykken i kroppen også får jeg en fornemmelse af, at andre mennesker er for tæt på. Min lunte bliver kort og rent fysisk så stiger min puls.”

Da Rene startede i forsvaret, var hjælpen noget helt andet. Efter hans to første missioner blev alle de udsendte samlet og i flok og spurgt, om nogle havde brug for psykologhjælp når de kom hjem. Rene mindes, at ingen rakte hånden op efter de to missioner, man skulle ikke anses være den svage mand i flokken. Når man kom hjem, var man derfor efterladt til sig selv. I dag har hjemvendte veteraner flere muligheder for hjælp end tidligere. En af disse organisationer der rækker en hånd ud, er den frivillige organisation ”Veteranstøtten”.

”Vi behandler ikke veteraner, men hvis nogle mangler et par ekstra hænder, så er vi der,” Michael Jeppesen forklarer, hvordan veteranstøtten hjælper tidligere udsendte med at få hverdagen til at glide. ”Vi hjælper veteraner, som ikke kan overskue hverdagen, med at søge den hjælp de nu har behov for. Vi sætter dem i kontakt med de rigtige mennesker, så de kan få den hjælp de fortjener.”

Udover dette arrangere veteranstøtten også ferier for både veteraner og deres familier. Der har tidligere været arrangeret rejser til nogle af de steder, hvor veteranerne tidligere har været udsendt. Ture til Sarajevo har været en stor succes, hvor de stolte mænd og kvinder kan vise det frem de kæmpede for, nemlig fred. Turene foregår altid stille og roligt, hvor de også har folk med hvis det skulle blive for meget for en af veteranerne

Hjem fra Afghanistan

“Da jeg kom hjem fra Afghanistan, magtede jeg ingenting, jeg lå bare på sofaen og så dagene passerer. Alle mine venner forlod mig, og jeg forstår dem godt. Man kan kun ringe så ofte, og få ad vide at jeg heller ikke orker i dag.” Da de sidste ord slipper læberne, bliver rummet ramt af stilhed, kvidren fra fuglene indtager lokalet. Rene sætter sig for første gang tilbage, krydser benene og stirrer ud i luften. Alle krigshistorier er blevet fortalt i en meget bestemt tone, men denne her stikker dybere. Momentet bliver for en kort stund afbrudt af hans store brune hund, der hopper op til ham. Med bagpoterne på jorden og hovedet søgende efter Renes, en smuk gestus fra den kærlige følgesvend. Rene skubber hunden væk, og fortsætter øjnene stadig let fugtige og tempoet nu lidt langsommere. Rene plejede at være social før sin tid i militæret og selv i tiden efter hans første udsendelse, var det sociale netværk stort, men det var det ikke efter Afghanistan. Rene lukkede sig mere og mere om sig selv.

”Efter samtaler med militærpsykiatrisk afdeling kunne jeg godt se, at måske er det ikke resten af verden, den er gal med. Måske er det er mig.”

PTSD viser sit ansigt når Rene går i seng, intense mareridt med klar relation til de ting, som han har oplevet i forbindelse med sine udsendelser. I mareridtene har han ingen kontrol, det hele eskalerer. Folk bliver sprunget i luften, hovederne flyver og blodet sprøjter. Disse mareridt kunne forekomme flere gange om natten og resulterede i maksimalt 2-3 timers søvn.

Dette gik selvfølgelig udover familielivet.

”Mine børn kunne ikke fordrage mig, og forholdet til Tina blev værre og værre, jeg må have været ulidelig og være sammen med,” Ringen sidder stadigvæk på fingeren, men det kunne nemt have været en anden virkelighed i dag. Siden Renes hjemkomst har ægteparret været ved at separere intet mindre end 12 gange. Tinas trusler satte sine spor, og fik Rene til at indse alvoren, derfor opsøgte han psykologhjælp.

Efter et psykomotoriks forløb på rigshospitalet oplever Rene en fremgang, han kan pludselig overskue mere af hverdagen. Forløbet varede tre år og indholdet var blandt andet yoga og afspænding. Den israelske behandler var også selv tidligere udsendt ved Gazastriben, og fungerede derfor også som en mentor for Rene, de var på bølgelængde. Den proces som den stolte veteran har været igennem, har fået ham tilbage på rette spor

”Jeg er glad for, at jeg ikke er en af de 81% af veteraner som ender med at blive skilt efter deres udsendelse,” ”Det er dog ikke uden kamp, Tina har truet med at gå fra mig 12 gange siden 2009, dog nul gange de sidste 3 år, så noget må jeg gøre rigtigt,” griner Rene højlydt.

Men har det egentlig været det værd, at være i forsvaret?

Rene reflekterer over hans udsendelser, og om det har været det hele værd.

Boligområde eksploderer: Priser stiger med op til 400%

Husejere ved Skæring Strand har over de seneste år oplevet voldsomme prisstigninger på deres boliger. Boligerne er nemlig overgået fra sommerhuse til helårshuse, hvilket har medført en masse overvejelser fra beboerne

Af Nicklas Calvert

Udsigt over gangbroen ved Skæring Strand
Foto: Nicklas Calvert

Det er sjældent, at man oplever prisstigninger på 3-400 procent. Ikke desto mindre har det været virkeligheden for de mange husejere i Skæring Strand de seneste år. Som et led i en ny byplanlægning for Aarhus og de omkringliggende områder er området ved Skæring Strand gået fra at være et sommerhusområde til en byzone. Dette har medført kæmpe prisstigning på boligerne og stor glæde for beboerne

”Det var da selvfølgelig fedt, jeg har boet her i 30 år og i alt den tid jeg kan huske, har det da været et tema, at vi skulle gå over til helårshuse,” Siger Brian Jensen, som ejer to huse i Skæring strand.

Beboerne i Skæring har længe efterspurgt helårshuse, for at presse kommunen til at lave noget mere ud af området og tage byplanlægningen mere alvorligt. I 2020 var det så på valg hos de beboende, og majoriteten valgte, at der skulle indføres byzone.

Oversigt over den ny indførte byzone
Foto fra Aarhus kommune

Det kom dog med en bagside. Husene i området skulle pludselig leve op til standarder for helårshuse og det voldte mange problemer for de lokale.

”Jeg tror ikke, at folk herude var blevet ordentligt forberedt på det store arbejde der skal til, for at efterleve kravene til helårshuse. Herude har der altid været mange der har boet ulovligt i deres sommerhuse. Kommunen har altid kigget den anden vej, men nu hvor husene skal efterleve de krav, som de nu skal, så har de været meget strenge med at få dem indført hurtigst muligt.”

Selv har Brian haft svært ved at efterleve de regler, som det har medført sig, at hans sommerhus nu er blevet et helårshus.

”Jamen hele fundamentet har skulle rives op og bygges om, nu skal vi også have mulighed for fjernvarme, så de har gravet i hele området og det virker til at ingen ende har. Det er jo også dejligt med fjernvarme, nu hvor Rusland opfører sig som de gør,” Siger Brian med et smil

De fleste er nået i mål siden 2020, eller har fået en særlig dispensation for kravene, så de kan nå det, men kommunen har været hård og presser på for, at de lokale skynder sig.

Brians hus gik fra en værdi på knap 800.000 til en værdi på lige over 3 millioner, hvilket har medført en del spekulationer om hussalg for de mange beboere i Skæring Strand.

”Altså personligt har jeg ikke selv overvejet at sælge mine huse. Jeg har jo 2, et som min kone og jeg bor i og et, som vi driver forretning ud af, jeg har dog ikke tænkt mig at sælge. Det er der dog mange der gør. Skæring har altid været hjemsted for mange skæve eksistenser det er noget af det som gør os unikke. Det er folk, som ikke har haft penge før, og så forstår jeg godt, at når man lige pludselig har muligheden, at man så tager den, men det er ærgerligt for lokallivet,”

Og lige præcis lokallivet, kan man godt frygte for. Sådanne prisstigninger tiltrækker selvfølgelig folk udefra. Brian frygter i hvert fald for, at det tætte sammenhold som de lokale har, kan høre fortiden til.

”Man kan jo godt se, at de typer der køber huse herude nu, ikke er de samme som sælger. Skæring Strand har en masse træhuse og en masse charme. Vi ser at dem som flytter hertil, de river husene ned og bygger store murstenshuse, der ikke passer så godt i sammenspil med alt det, som er i forvejen. De store biler er kommet for at blive. Jeg håber bare at de mennesker, som nu bosætter sig i Skæring Strand, vil bevare den kultur som vi andre mener, gør Skæring Strand så unik.”

Madentusiast: Danskerne kunne lære noget af den spanske tapas kultur

Madentusiast, Sara Oline Martini Jørgensen mener, at vi danskere har en mangel i vores madkultur. Hun mener, at vi burde lade os inspirere af Spanien, tage de små retter til os og omfavne delekulturen.

Af Nicklas Dan Calvert

Foto:Nicklas Calvert.
I pauserne på studiet nyder Sara Oline godt af flere snacks, i skolens kantine

”I Spanien, der har de tapas med små retter, man deler mange mennesker. Det siger jo noget med, at de har en anden kultur, hvor man deler mere, samles mere og spiser sammen. Det er noget, som jeg ville ønske, vi havde mere af i Danmark”

I mange kulturer rundt omkring i verden deler man alle retter, som bliver bestilt, når man er ude. Bedst kendt måske fra de runde, drejende glasborde i Kina og de mange delevenlige tapas retter i Spanien. Det er dog ikke noget, vi gør os meget af i Danmark, og noget som Sara Oline godt kunne tænke sig fandt vej til de danske restauranter.

Helt fra barnsben har Sara Oline været madinteresseret, som lille var hun bestemt ikke tilfreds med de simple børneretter. Kødsovs, cocktailpølser og hotdogs, det var ikke ting, som hun fandt interessant. Derimod, var det voksnes kulinariske verden yderst spændene ostefade, oliven og rødt kød, universet syntes endeløst, og det var sød musik for hendes øre.

”Engang da jeg var lille, hvor jeg igen havde fået en børnemenu, hvor jeg har fået fortalt, at jeg bare kastede mig over min mors steak”

Overgangen fra barn til voksen kan have mange facetter. For Sara Oline, var det vigtigt at få lov til at få fingrene ned i kagedejen.

”Jeg har måske heller ikke altid været så tilfreds med alt den mad, min mor har lavet”

Rejsen gennem den voksne kulinariske verden var spændene, en som blev taget helt i egen hånd. Da hun boede hjemme, var det meste perfekt, et fyldt køleskab og et stort budget gjorde, at mulighederne var endeløse. Internettet og stigende globalisering gjorde, at opskrifter fra alle verdens hjørner lå kun en enkelt søgning væk. Det gav muligheder for, at undersøge køkkener der lå langt væk fra lille Danmark.

Man må dog sande, at når man først flytter ud er virkeligheden en anden. Nu står du selv for et fyldt køleskab og budgettet er altså en del mindre. Derfor er det mere simple retter der skulle til. Det kunne være noget wok, hvor man med kokosmælk, grøntsager og rød karrypasta kan komme rigtig langt.

”Maden spiller en meget stor rolle for mig, når jeg er ude og rejse, det er jo en måde at opleve kulturen på”

At stå på egne ben som ung i et fremmed land kan være skræmmende, men for Sara Oline åbner det helt nye kulinariske døre op.

Det rå og uhygiejniske miljø i den sydindiske by Tiruvannamalai ville have skabt bekymring hjemme i Danmark. Stemningen er dog en lidt anden, når man er på opdagelse i et nyt og spændene land. Små gadekøkkener med store gryder fylder gaderne med en tyk duft af stærke krydderier. Det er er autentisk, noget som Sara Oline ikke kan holde sig fra. Som Sara Oline nærmer sig, melder virkeligheden sig, store stykker af hele kyllinger svømmer rundt i gryden. Ingenting går til spilde. I Indien kan man ikke være skeptisk og kræsen på sammen måde som i Danmark, og maden bliver spist uden problemer. Forført af stemningen forlader Sara Oline det lille gadekøkken, glad og tilfreds. Tilbage i Danmark er de store danske byer ved at tage den delevenlige kultur til sig. I København og Aarhus ser man flere steder, der tilbyder middage for familier, med flere små retter – eller delevenlige retter. Så noget kunne tyde på, at vi i Danmark er på vej imod en mere delevenlig madkultur.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.